Rygsøjlegigt (aksial SpA)

Kort om rygsøjlegigt (aksial spondyloartrit).

Rygsøjlegigt (aksial spondyloartrit) er et nyt koncept, som er opstået i erkendelse af, at mange personer med kliniske symptomer på morbus Bechterew først får stillet diagnosen flere år efter debutsymptomerne. Endvidere har fremkomsten af MR-scanning vist, at før man kan konstatere sikre radiologiske forandringer i sacroiliacaleddene, kan man flere år tidligere se inflammatoriske forandringer på MR-scanning i og omkring sacroiliaceleddene. Imidlertid er der også en gruppe af patienter, som ikke udvikler radiologiske forandringer i sacroiliacaleddene selv efter mange år. Det har ført til udvikling af kriterier for rygsøjlegigt (Rudwaleit 09).

Rygsøjlegigt inddeles i non-radiologisk aksial spondyloartrit (SpA) og i radiologisk aksial SpA. Non-radiologisk aksial SpA kræver påvist sacroiliit ved MR-scanning og mindst et klinisk kriterie (f.eks. inflammatoriske rygsmerter), eller HLA-27 pos. vævtype og mindst to kliniske kriterier (f.eks. inflammatorisk rygsmerter og familiær disponering for SpA). Radiologisk aksial SpA kræver radiologisk forandring i sacroiliacaled iht. de modificerede New York kriterier (Linden 84) og mindst et klinisk kriterie (f.eks. inflammatoriske rygsmerter). Radiologisk aksial SpA kan ses som en justering af de modificerede New York kriterier fra 1984. Kun patienter uden en historie med inflammatorisk rygsmerter falder uden for fællesmængden af de to sæt kriterier, og det må anses at gælde for meget få patienter (Baraliakos 15).

Non-radiologisk aksial SpA adskiller sig fra radiologisk aksial SpA ved at flere kvinder end mænd har non-radiologisk aksial SpA, at funktionsevne og bevægelighed er mindre påvirket og færre har forhøjet CRP end ved radiologisk aksial SpA (Baraliakos 15). Bortset fra forskelle i funktionsevne og bevægelighed er den kliniske præsentation ens ved non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA. Non-radiologisk aksial SpA udvikler sig i mange tilfælde til radiologisk aksial SpA, især hos mænd. 12% af patienter med non-radiologisk aksial SpA udvikler over en periode på 2 år sikre radiologiske tegn, som er forenelig med morbus Bechterew (Baraliakos 15). Aksial SpA indeholder således patienter med klassisk morbus Bechterew, patienter med præ-morbus Bechterew og patienter med inflammatoriske rygsmerter uden udvikling af strukturelle forandringer i det aksiale skelet. På trods af forskel i udvikling af strukturelle forandringer i det aksiale skelet må non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA opfattes som forskellige stadier af den samme sygdom (Baraliakos 15). En forudsætning for at non-radiologisk aksial SpA udvikler sig til radiologisk aksial SpA kan måske være det mandlige køn eller stort mekanisk stress på det aksiale skelet (Baraliakos 15).

Forekomsten af aksial SpA er ukendt, men det tyder på at gruppen af non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA er lige store (Baraliakos 15). Da radiologisk aksial SpA stort set er identisk med morbus Bechterw med en forekomst på ca. 0,1%, må man anslå at forekomsten af aksial SpA er ca. 0,2% i Danmark.