Spondyloartrit

Spondyloartrit.

Sygdomsgruppen spondyloartrit, ofte forkortet til SpA, er et nyt koncept, og består af morbus Bechterew, psoriasis gigt, reaktiv artrit, inflammatorisk tarmsygdom (colitis ulcerosa og morbus Crohn) og uspecifik SpA, som ikke kan klassificeres i nogen af de fire foran nævnte sygdomme (Braun 12). Det er stadig ukendt om det er forskellige sygdomme med nogenlunde samme symptombillede, eller det er samme sygdom med lidt forskellige sygdomsbilleder (Braun 12). Der er et fælles symptombillede med inflammatorisk rygsmerter, artrit (ledhævelse), enthesitis i calcaneus, iritis/uveitis (regnbuehindebetændelse) og der kan ses dactylitis (pølsetæer eller – fingre) (Braun 12). Endvidere er der familiær disposition, tilknytning til HLA-B27 pos., og der kan være forhøjet C-Reaktiv Protein og god respons på NSAIDs (Non-Steroid Anti-Inflammatoriske Droger) (Braun 12). I henhold til ASAS kan SpA også inddeles efter, om symptomerne primært sidder i ryggen og kaldes for aksial SpA (Rudwaleit 09) eller primært om symptomerne sidder i perifere led og kaldes for perifer SpA (Rudwaleit 11). Aksial SpA kan igen inddeles i non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA (Rudwaleit 09).

Aksial spondyloartrit (rygsøjlegigt).
Aksial spondyloartrit præges af et sygdomsbillede med overvejende smerter og symptomer i lænd og ryg. Inflammatoriske rygsmerter er kendetegnet ved 1. en debutalder før det 40. år, 2. gradvis udviklende debutsymptomer, 3. smertelindring ved øvelser, 4. ingen smertelindring ved hvile og 5. natlige smerter, hvor der ofte er smertelindring ved at stå op (Sieper 09). Diagnosen aksial Spa kan stilles efter ASAS-kriterier, og kan inddeles i non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA (Rudwaleit 09). Non-radiologisk aksial SpA kræver verificeret sacroiliit ved MR-scanning og mindst et klinisk kriterie (f.eks. inflammatoriske rygsmerter), eller HLA-B27 pos. vævtype og mindst to kliniske kriterier (f.eks. inflammatorisk rygsmerter og familiær disponeret for Spa). Radiologisk aksial SpA kræver radiologisk forandring i sacroiliacaled iht. de modificerede New York kriterier (Linden 84) og mindst et klinisk kriterie (f.eks. inflammatoriske rygsmerter). Radiologisk aksial Spa er stort set ensbetydende med morbus Bechterew, da de radiologiske kriterier er ens, mens de kliniske kriterier adskiller sig fra hinanden bortset fra inflammatoriske rygsmerter (Baraliakos 15). På trods af forskel i udvikling af strukturelle forandringer i det aksiale skelet må non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA opfattes som forskellige stadier af den samme sygdom (Baraliakos 15).

Non-radiologisk aksial SpA adskiller sig fra radiologisk aksial SpA ved at flere kvinder end mænd har non-radiologisk aksial SpA, at funktionsevne og bevægelighed er mindre påvirket og færre har forhøjet CRP end ved radiologisk aksial SpA (Baraliakos 15). Bortset fra forskellighed funktionsevne og bevægelighed er den kliniske præsentation ens ved non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA. Non-radiologisk aksial SpA udvikler sig i mange tilfælde til radiologisk aksial SpA, især hos mænd. 12% af patienter med non-radiologisk aksial SpA udviklede over en periode på 2 år sikre radiologiske tegn, som var forenelig med morbus Bechterew. Imidlertid er der en stor gruppe, især kvinder, som forbliver med at være klassificeret som non-radiologisk aksial SpA. En forudsætning for at non-radiologisk aksial SpA udvikler sig til radiologisk aksial SpA kan måske være det mandlige køn eller et stort mekanisk stress på det aksiale skelet (Baraliakos 15). Diagnosen radiologisk aksial SpA kan opfattes som en justering af de modificerede New York kriterier for morbus Bechterew, og hele sygdomsgruppen for aksial SpA indeholder således patienter med klassisk morbus Bechterew, patienter med præ-morbus Bechterew og patienter med inflammatoriske rygsmerter uden udvikling af strukturelle forandringer i det aksiale skelet. Forekomsten af aksial SpA er ukendt, men det tyder på at gruppen af non-radiologisk aksial Spa og radiologisk aksial SpA er lige store (Baraliakos 15). Da radiologisk aksial SpA stort set er identisk med morbus Bechterw med en forekomst på ca. 0,1%, må man anslå at forekomsten af aksial SpA er 0,2-0,3% i Danmark.

Betydning for klinisk praksis:

Radiologisk aksial SpA er stort set det samme som morbus Bechterew.
Non-radiologisk aksial SpA kan udvikle sig til morbus Bechterew – oftest hos mænd og oftest indenfor 6-8 år.
Fokus ved nydiagnosticerede bør være på indlæring af gode motionsvaner med konditionstræning i sufficiente doser for at nedsætte risikoen for hjertekarsygdom, samt monitorering af bevægeligheden for i tide at kunne konstatere begyndende bevægelsesindskrænkninger.

Perifer spondyloartrit.
Perifer SpA er præget af inflammatoriske symptomer i ekstremiteterne, og de primære symptomer er artrit, enthesitis og/eller daktylitis. Diagnosen kan stilles efter ASAS kriterierne, hvis en af de førnævnte symptomer forekommer, plus mindst et af følgende kriterier er tilstede: uveitis, psoriasis, morbus crohn, colitis ulcerosa, forudgående infektion, HLA-B27 pos. vævstype, billeddiagnostisk påvist sacroiliit, inflammatoriske rygsmerter og/eller familær disponeret for SpA (Rudwaleit 11). Der er en overvægt af kvinder ift. mænd ved perifer SpA, og der kan være et vist overlap med aksial SpA, men typisk består sygdomsgruppen af traditionelle sygdomme som psoriasis artrit, reaktiv artrit og enteropatisk artrit (morbus Crohn og colitis ulcerosa). Uspecifik SpA er en restgruppe uden psoriasis, forudgående infektion eller inflammatorisk tarmsygdom. Uspecifik SpA er typisk præget at enthesitis. CASPAR-kriterierne (Taylor 06) synes at være et bedre værktøj til at stille diagnosen psoriasis artrit end ASAS-kriterierne (Berg 12).

Betydning for klinisk praksis:  Perifer SpA skal generelt behandles efter samme retningslinjer som ved leddegigt.  Uspecifik SpA er typisk præget af enthesitis, og det er vigtigt at finde en træningsform og en træningsintensitet, som giver en vis træningseffekt, men som også undgår tiltagende og vedvarende smerteforværring ved et for stort træk på entheserne under træningen.