Regnbuehindebetændelse

Regnbuehindebetændelse (Iridocyklitis, anterior uveitis).

Regnbuehindebetændelse forekommer hos ca. 25% af patienterne og er den hyppigst forekommende ekstraartikulære manifestation ved morbus Bechterew (Stolwijk 13).
Det tyder på at regnbuehindebetændelse er højere end 25%. Således viser et dansk tværsnitsstudie med 406 personer med morbus Bechterew, at regnbuehindebetændelse (38%) er den hyppigst forekommende konkurrerende sygdom ved morbus Bechterew (Rasmussen 18).

Symptomer:

  • Rødt øje
  • Smerter i øjet
  • Sløret syn
  • Følsom over for lys
  • Flydende sorte pletter i Synsfeltet
  • Der kan være øget tåreflåd
  • Pupillen kan være uregelmæssig

Symptomerne kommer typisk akut og angriber oftest kun et øje ad gangen (Selmi 14). Antallet af tilfælde med regnbuehindebetændelse varierer fra patient til patient. Nogle kan have et eller få tilfælde, og andre kan have gentagne tilfælde med regnbuehindebetændelse. Oftest er det samme øje som angribes igen og igen, men det kan også skifte fra øje til øje.

  • Regnbuehindebetændelse kræver akut behandling af en øjenlæge.

Patienter som tidligere har haft regnbuehindebetændelse kender symptomerne, og ved hvad de skal gøre, mens patienter som aldrig har haft regnbuehindebetændelse, ofte kan være usikre på hvad de skal gøre, når de få de første symptomer på regnbuehindebetændelse. Patienterne skal instrueres i at søge øjenlæge (lægevagten eller skadestue uden for normal åbningstid) så hurtigt som muligt, når de mærker de første sikre symptomer. Patienterne skal oplyse øjenlægen, at de har morbus Bechterew. Forsinkelse i behandlingen kan i værste tilfælde medføre nedsat syn og/eller grøn stær.

Behandlingen foregår i de fleste tilfælde med øjendråber med glucocorticoider og evt. øjendråber med pupiludvidende stoffer. I svære tilfælde kan anden behandling komme på tale og kan kræve et samarbejde mellem øjenlægen og reumatologen.