Medicin

Medikamentel behandling.

Kilde: Dansk Reumatologisk Selskabs kliniske retningslinjer for Aksial Spondylartritis

NSAID (Non Steroidal Anti-Inflammatory Drug).

Førstevalg er NSAID i max. tolererede/rekommanderede doser. Depotpræparater foretrækkes ved natlige gener suppleret med protonpumpehæmmere (PPI) ved gener fra maven.
Relative kontraindikationer: bl.a. inflammatorisk tarmsygdom, kardiovaskulær sygdom, ulcus ventriculi eller ulcus duodeni.

DMARD (Disease-modifying anti-rheumatic drug)

Der er ikke dokumenteret effekt ved behandling af aksial artritis med DMARD, hvorimod perifere
ledmanifestationer behandles som perifer artritis, bl.a. reumatoid artrit.

Glucocorticoid.

Lokal injektionsbehandling kan gives ved behov.
Der er ikke dokumenteret effekt af systemisk glucocorticosteroid ved aksial sygdom.

Biologiske lægemidler.

Indikation: såfremt der ikke er tilfredsstillende dokumenteret effekt (BASDAI <40) af NSAID-behandling i maximal tolererede/rekommanderede doser for minimum to præparater indenfor sammenlagt 4 uger, kan SpA-patienten (herunder patienter med morbus Bechterew) vurderes mhp. behov for biologisk behandling. Med udgangspunkt i ASAS-rekommandationerne for aksial spondylartritis, hvor patienten opfylder de billeddiagnostiske kriterier for aksial spondylartritis, indgår nedenstående faktorer i vurderingen af, om der er indikation for behandling med TNF-alfa inhibitor:

  • Dokumenteret vedvarende (>4 uger) BASDAI score >40 (0-100) (med vægten lagt på spørgsmål 5 og 6, som primært påvirkes af den inflammatoriske komponent).
  • Ekspertvurdering (en speciallæge i reumatologi med bred erfaring med diagnosen SpA og biologisk behandling).

Ekspertvurderingen baseres på følgende parametre: inflammatoriske rygsmerter, træthed, påvirket CRP og/eller SR, HLA-B27, ekstraartikulær sygdom (uveit, inflammatorisk tarmsygdom, enthesitits etc), komorbiditet og billeddiagnostiske fund. 

Beslutningen om start af anti-TNF-alfa-behandling beror på en konferencebeslutning mellem speciallæger i reumatologi. 

Oplysninger om sygdomsaktivitet registreres løbende i DANBIO (en landsdækkende klinisk kvalitetsdatabase for reumatologi).

Valg af præparat:

Der er evidens for at behandle SpA-patienter med en TNF-alfa-hæmmer. Der henvises til gennemgang fra RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin) vedrørende valg af præparat og dosering. Patientens komorbiditet kan påvirke valg af præparat, eksempelvis er der ved samtidig forekomst af tarmsygdom eller recidiverende uveit bedst evidens for at vælge behandling med et antistof.

Hvis patienten har flere sygdomme, der kræver biologisk behandling, psoriasis, Mb. Crohn/colitis ulcerosa, så vælges det præparat/dosis, der dækker begge sygdomme.

Der findes følgende TNF-alfa hæmmere.
Kilde: GIGTFORENINGEN – www.gigtforeningen.dk/viden+om+gigt/medicin/biologiske+l%C3%A6gemidler

Antistoffer mod betændelsesstoffet TNF-alfa.
  • Remicade – Infliximab (gives i drop som infusion)
  • Humira – Adalimumab (gives som injektioner under huden)
  • Simponi (gives som injektioner under huden)
  • Cimzia (gives som injektioner under huden)

Kontaktstof (receptor), som hæmmer betændelsesstoffet TNF-alfa.

  • Enbrel – Etanercept (gives som injektioner under huden)

************

Biosimilære lægemidler.
Der er de senere år kommet såkaldte biosimilære lægemidler på markedet. Biosimilære lægemidler
er billigere og minder om de originale biologiske lægemidler, men de er ikke fuldstændig identiske.
Det er stort set umuligt at udvikle nøjagtige kopier af originale biologiske lægemidler.
Pr. 1. juli 2015 er der kommet nye retningslinjer fra RADS, som anbefaler at førstevalget af TNF-alfa
hæmmende behandling til patienter med rygsøjlegigt skal være Remsima (biosimilært lægemiddel
for Remicade).
Mere information kan ses på: https://rads.dk/behandlingsvejledninger/gigt

Fra et patientsynspunkt er det betænkeligt, hvis der ukritisk og automatisk skiftes til et biosimilær biologisk lægemiddel hos en patient, som har været velbehandlet med et originalt biologisk lægemiddel. Et skifte bør kun ske ud fra et lægefagligt grundlag i samarbejde og med acccept fra pateintens side, og ikke alene ud fra en økonomisk vurdering. Et biosimilært lægemiddel er ikke identisk med det originale biologiske lægemiddel, og der er, derfor ingen garanti for, at det har samme gode effekt hos den enkelte patient, som det original biologiske lægemiddel havde. I værste tilfælde kan der opstå alvorlige bivirkninger ved skift til det biosimilære lægemiddel.