Andet

Andre ekstraartikulære manifestationer. 

Konkurrerende sygdomme ved Rygsøjlegigt/morbus Bechterew.

Et svensk studie undersøgte forekomst af 59 konkurrerende sygdomme over en 10 årig periode hos 246 personer med rygsøjlegigt (gennemsnitsalder 52 år) og heraf 164 personer med morbus Bechterew) sammenlignet med en matchet gruppe fra den generelle svenske befolkning i forholdet 1/5.

Forekomst mellem personer med rygsøjlegigt vs. kontrolpersoner var: regnbuehindebetændelse (28% vs. 1%), inflammatorisk tarmbetændelse (10% vs. 1 %), psoriasis (10% vs. 3%) og iskæmisk hjertesygdom (7% vs. 3%). Mindre kendte forhold var fibromyalgi/kronisk smerte (12% vs. 3%) og nyresten (8% vs. 3%).

Personer med Rygsøjlegigt havde også øget forekomst af bivirkninger ved NSAIDs (f.eks. Brufen) med irritation af mavesækkens slimhinde (21% vs. 10%) og forhøjet blodtryk (31% vs. 19%). Ligeledes ved behandling med binyrebarkhormon med grå stær (11% vs. 7%), grøn stær (7% vs. 3%) og knogleskørhed/kompressionsfraktur i rygsøjlen (4% vs. 1%). Der var ingen forskel mellem personer med non-radiologisk Rygsøjlegigt og personer med morbus Bechterew (Sagard 2025).

Psoriasis.

I henhold til litteraturen har 9,3% af patienter med morbus Bechterew psoriasis, mens man normalt regner med en forekomst hos 2-3% i befolkningen (Stolwijk 13).

Inflammatorisk tarmsygdom. 
I henhold til litteraturen har 6,8% af patienterne inflammatorisk tarmsygdom, hvilket er betydeligt højere end i normalbefolkningen. Inflammatorisk tarmsygdom ses hyppigere hos kvinder end hos mænd (Stolwijk 13).
 
Hjerte. 
De to hyppigst forekommende hjerteproblemer er aortainsufficiens og ledningsforstyrrelser. Forekomsten af begge manifestationer forekommer hyppigere jo længere tid patienten har haft sygdommen. Efter 15 år har 3,5% aortainsufficiens og 2,7% ledningsforstyrrelser, og de tilsvarende tal efter 30 år med sygdommen er henholdsvis 10,0% og 8,5% (Linden 13).
Et dansk tværsnitsstudie med 406 personer med morbus Bechterew viser at rytmeforstyrrelse i hjertet er den hyppigste hjertekarsygdom. Forekomsten er henholdsvis 10%, 14% og 18% i aldergrupperne 25-49 år, 50-64 år og 65+ år (Rasmussen 18).
 
Lunger. 
Involvering af lunger er en sjælden manifestation ved morbus Bechterew og ses evt. først efter 20 års sygdom. Typisk er der tale om en langsom progredierende fibrose i de øvre del af lungerne. Symptomerne er hoste og dyspnø (Linden 13).

Lungeventilationen er på trods af en stiv thorax oftest velbevaret pga. en øget involvering af diafragma i vejrtrækningen. Der kan dog være en moderat nedsat vitalkapacitet og total lungekapacitet (Linden 13).

Nyrer. 
Nyreproblemer ses sjældent, selv om op mod 35% af patienterne kan få mikroskopisk forekomst af blod eller protein i urinen (Linden 13)
 

Diabetes.

Et litteraturstudie undersøgte forekomsten af diabetes blandt personer med rygsøjlegigt og fandt 23 studier om emnet. Her fandt man at 7,0% af personer med rygsøjlegigt havde diabetes, hvilket var 29% højere end forekomsten hos personer uden rygsøjlegigt (Gumber 2024).

Sarcopeni.

Et litteraturstudie om sarcopeni (tab af muskelmasse og -styrke, ofte forbundet med dårlig fysisk funktionsevne) hos personer med morbus Bechterew fandt 14 engelsksprogede artikler om emnet. Studierne fandt ikke direkte beskrivelser af diagnose på sarcopeni, men i stedet blev der ofte nævnt pre-sarcopeni og sandsynligvis tegn på sarcopeni med en stor reduktion i muskelstyrken allerede i en forholdsvis ung alder (Ceolin 2024).

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.