Aksial spondyloartrit (rygsøjlegigt).

Aksial spondyloartrit præges af et sygdomsbillede med overvejende smerter og symptomer i lænd og ryg. Inflammatoriske rygsmerter er kendetegnet ved 1. en debutalder før det 40. år, 2. gradvis udviklende debutsymptomer, 3. smertelindring ved øvelser, 4. ingen smertelindring ved hvile og 5. natlige smerter, hvor der ofte er smertelindring ved at stå op (Sieper 09).

Diagnosen aksial Spa kan stilles efter ASAS-kriterier, og kan inddeles i non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA (Rudwaleit 09). Non-radiologisk aksial SpA kræver verificeret sacroiliit ved MR-scanning og mindst et klinisk kriterie (f.eks. inflammatoriske rygsmerter), eller HLA-B27 pos. vævtype og mindst to kliniske kriterier (f.eks. inflammatorisk rygsmerter og familiær disponeret for Spa). Radiologisk aksial SpA kræver radiologisk forandring i sacroiliacaled iht. de modificerede New York kriterier (Linden 84) og mindst et klinisk kriterie (f.eks. inflammatoriske rygsmerter). Radiologisk aksial Spa er stort set ensbetydende med morbus Bechterew, da de radiologiske kriterier er ens, mens de kliniske kriterier adskiller sig fra hinanden bortset fra inflammatoriske rygsmerter (Baraliakos 15). På trods af forskel i udvikling af strukturelle forandringer i det aksiale skelet må non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA opfattes som forskellige stadier af den samme sygdom (Baraliakos 15).

Non-radiologisk aksial SpA adskiller sig fra radiologisk aksial SpA ved at flere kvinder end mænd har non-radiologisk aksial SpA, at funktionsevne og bevægelighed er mindre påvirket og færre har forhøjet CRP end ved radiologisk aksial SpA (Baraliakos 15). Bortset fra forskellighed funktionsevne og bevægelighed er den kliniske præsentation ens ved non-radiologisk aksial SpA og radiologisk aksial SpA. Non-radiologisk aksial SpA udvikler sig i mange tilfælde til radiologisk aksial SpA, især hos mænd. 12% af patienter med non-radiologisk aksial SpA udviklede over en periode på 2 år sikre radiologiske tegn, som var forenelig med morbus Bechterew. Imidlertid er der en stor gruppe, især kvinder, som forbliver med at være klassificeret som non-radiologisk aksial SpA. En forudsætning for at non-radiologisk aksial SpA udvikler sig til radiologisk aksial SpA kan måske være det mandlige køn eller et stort mekanisk stress på det aksiale skelet (Baraliakos 15). Diagnosen radiologisk aksial SpA kan opfattes som en justering af de modificerede New York kriterier for morbus Bechterew, og hele sygdomsgruppen for aksial SpA indeholder således patienter med klassisk morbus Bechterew, patienter med præ-morbus Bechterew og patienter med inflammatoriske rygsmerter uden udvikling af strukturelle forandringer i det aksiale skelet.

I et fransk prospektivt studie med 416 patienter med non-radiologisk SpA (diagnose < 3 år) udviklede 5,1% radiologisk SpA (morbus Bechterew) over en periode på 5 år. Sandsynligheden for at non-radiologisk SpA ville udvikle sig til radiologisk SpA var 18,4% hos patienter, som var HLA-B27 positive, havde forhøjet CRP og knoglemarvsødem ved sacroiliacaled ved start, men kun 1,2% hos patienter, som var HLA-B27 negative og uden forhøjet CRP og knoglemarvsødem ved sacroiliacaled ved start (Dougados 17).

Forekomsten af aksial SpA er ukendt, men det tyder på at gruppen af non-radiologisk aksial Spa og radiologisk aksial SpA er lige store (Baraliakos 15). Da radiologisk aksial SpA stort set er identisk med morbus Bechterw med en forekomst på ca. 0,1%, må man anslå at forekomsten af aksial SpA er 0,2-0,3% i Danmark.

 

Betydning for klinisk praksis:

  • Radiologisk aksial SpA er stort set det samme som morbus Bechterew.
  • Non-radiologisk aksial SpA kan udvikle sig til morbus Bechterew – oftest hos mænd.