Baggrund.

Det har længe været et ønske fra Gigtforeningen for Morbus Bechterew (ændrede navn i 2016 til Foreningen for Rygsøjlegigt og Morbus Bechterew), at der bliver udarbejdet kliniske retningslinjer for fysioterapi til patienter med morbus Bechterew. Foreningen afholdt d. 18. november 2013 en innovationsworkshop i Vejle med deltagelse af patienter, fysioterapeuter, reumatologer og andre fagpersoner. En af konklusionerne på workshoppen var, at der er behov for at udarbejde en klinisk retningslinje for fysioterapi til patienter med morbus Bechterew, for at gøre behandling mere ensartet og bedre i Danmark.

Vedligeholdende træning af personer med morbus Bechterew foregår primært hos praktiserende fysioterapeuter under ordningen med vederlagsfri fysioterapi. Patienterne kan efter lægens vurdering henvises til enten individuel behandling pga. svært fysisk handicap eller til holdtræning pga. funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom (Vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi).

Der er d. 20. juni 2015 ifølge Medcom 1333 ydernumre til fysioterapeuter i Danmark. Regnes der med en prævalens af sygdommen på 0,1%, vil der være ca. 5.500 personer med sygdommen i Danmark (Pedersen 08). Førnævnte forudsætninger giver i gennemsnit 4,1 potentielle personer med morbus Bechterew til behandling pr. ydernummer. Imidlertid har 56% af patienterne ikke haft kontakt til en fysioterapeut inden for det seneste år, viser en undersøgelse på Odense Universitets Hospitalfra 2010-2012 af 99 personer med morbus Bechterew. 14% havde endda aldrig nogensinde haft kontakt til en fysioterapeut (Jørgensen 13). Endvidere kan der være flere fysioterapeuter pr. ydernummer, så sandsynligvis er der under 2 personer med morbus Bechterew til behandling pr. praktiserende fysioterapeut i Danmark.

Tal fra fra Silkeborg og Slagelse Kommune viser, at for hver 2800 indbyggere modtog 1 person med morbus Bechterew vederlagsfri fysioterapi i 2015.

Pga. de få patienter har den enkelte praktiserende fysioterapeut ikke mulighed for at erhverve sig en tilstrækkelig erfaring mht., hvordan træning og øvelsesvalg skal tilpasses til den enkelte patients sygdomsaktivitet og strukturelle forandringer i det aksiale skelet.

Der er derfor behov for at udarbejde detaljerede monofaglige kliniske retningslinjer, som ikke alene bygger på evidens, men også bygger på erfaringsbaseret viden hos fysioterapeuter, som har stor erfaring med at behandle personer med morbus Bechterew. Ønsket er, at den praktiserende fysioterapeut får de bedst mulige forudsætninger for at vælge den rette behandlingsindsats og –strategi til den vedvarende og vedligeholdende træning, og er i stand til at tilpasse træningen ift. sygdomsaktivitet, stadier i sygdommen og komplicerende sygdomsmanifestationer. Endvidere er det vigtigt, at inddrage fysioterapeuter i behandlingen og monitorering af patientgruppen uden diagnosen morbus Bechterew, men med inflammatoriske rygsmerter forenelig medrygsøjlegigt (aksial spondyloartrit) iht. kriterierne fra Assessment of SpondyloArthritis international Society (Rudwaleit 09).