Undersøgelse.

Der er udformet 27 anbefalinger, heraf 2 ekspert-anbefalinger.

Det kan være hensigtsmæssigt at aftale med patientens reumatolog, hvilke effektmål reumatologen foretager og hvilke effektmål fysioterapeuten foretager. Dette forudsætter at resultaterne udveksles eller er tilgængelig mellem parterne.

Undersøgelsen har til formål at afdække patientens funktionsevne, bevægelighed og holdning, men også at finde stramme muskler og smertefulde anatomiske strukturer, bl.a. entheser, sener og perifere led. Resultaterne af undersøgelsen, anamnesen og lægelige oplysninger, danner grundlag for at opstille realistiske mål for den fysioterapeutiske behandling, og lave en behandlingsplan i samarbejde med patienten.

Funktionsevnen kan overordnet undersøges ved at iagttage, hvordan patienten bevæger sig, klarer af- og påklædning, samt bevæger sig og kommer op/ned på lejet. Funktionsevnen kan måles generelt med BASFI og specifik med Patient Specific Functional Scale (PSFS), Gangevnen kan undersøges ved en 6 min. gangtest.

Bevægeligheden i columna kan overordnet bedømmes ved, at patienten aktivt bevæger nakke og ryg i fleksion/ekstension, i sidebøjning og i rotation. Efter en standardiseret metode måles rotation i cervikal columna til begge sider, samt fleksion (modificeret Schobers test) og sidebøjninger i lumbal columna. Bevægeligheden i perifere led undersøges både passivt og aktivt. Afficerede led undersøges, samt hofte- og skulderled. Efter en standardiseret metode undersøges bilat. hofteabduktion ved at måle intermalleolærafstanden. Endvidere måles efter en standardiseret metode finger-gulvafstand og brystekspansion.

Muskelstramhed undersøges ved passivt at sætte musklen eller muskelgruppen på maksimal stræk og vurderer hvor meget bevægelsesudslaget i leddet er nedsat.

Holdning undersøges ved inspektion af patienten stående og afklædt. Inspektionen foretages både bagfra og fra siden. Efter en standardiseret metode måles afstanden fra anteriore øregang til væggen.

Hævelse og rødme kan findes ved inspektion. Smertefulde anatomiske strukturer kan findes ved palpation. Der er et hjælpeskema, som kan anvendes ved undersøgelsen og en beskrivelse af standardmetode til udførelse af test af bevægelighed.

Der er udarbejdet et skema til hjælp til undersøgelse. Skema til undersøgelse

Anbefaling af ”Core set for clinical record keeping” fra ASAS (Sieper 2009)

Funktion
Smerter                       
Bevægelighed   
Perifere led        
Enteser               
Stivhed               
Træthed 
Sygdomsaktivitet
 
BASFI.
De gennemsnitlige natlige rygsmerter (VAS/NRS-skala) inden for de seneste 7 dage.
De gennemsnitlige rygsmerter (VAS/NRS-skala) inden for de seneste 7 dage. 
Brystekspansion, nakke-vægafstand, cervikal rotation, modificeret Schober, sidebøjning eller BASMI. 
Antal hævede led. 
Valideret entesitis-score, f.eks MASES-, San Francisco- og Berlin-indeks. 
Gennemsnitlig varighed af morgenstivhed i ryggen inden for de seneste 7 dage. 
Spørgsmålet om træthed, som indgår i BASDAI. 
Oplevelse af sygdomsaktivitet inden for den seneste uge på VAS/NRS- Skala.    

 

Holdningsanalyse.

4 - Fortag en inspektion af patienten bagfra i stående stilling og afklædt (med vægt på scoliose, skulderstilling, bækkenstilling, benlængde, fodstilling og
     vægtfordeling på de to ben) (100%)
4 - Foretag en inspektion af patienten fra siden i stående stilling og afklædt (med vægt på hovedstilling, skulderstilling, krumninger i columna,
     bækkenstilling, samt stilling i hofter, knæ og fødder) (100%)

 

Inspektion.

4 - Foretag en inspektion af af- og påklædning (92%)
4 - Foretag en inspektion af patienten liggende på ryggen og afklædt (med vægt på hævelse og rødme af led, samt hvordan patienten ligger og bevæger
     sig rundt på lejet) (100%)
4 - Foretag en inspektion af achillessener (100%)

 

Palpation.

K - Undersøg for palpationsømhed af påvirkede perifere led (100%)
4 - Undersøg for palpationsømhed i nakke, ryg og sacroiliacaled (100%)
K - Undersøg for palpationsømhed sv.t. achillessener og hæfte, trochanter major og bursa, angulus sterni (forbindelsen mellem corpus sterni og
     manubrium sterni), samt sternoclaviculærleddene (67- 83%)
     Alternativt kan man anvende en valideret enthesitis-score, f.eks. MASES-, San Francisco- eller Berlin-indeks.

 

Bevægelighed.

K - Mål afstanden fra anteriore øregang til væg (tragus to wall, iht. standardmetode) (100%)
K - Udfør en modificeret Schobers test (iht. standardmetode) (100%)
K - Mål cervikal rotation til hø/ve (iht. standardmetode) (100%)
4 - Mål hage-brystbenafstand ved cervikal fleksion (100%)
K - Mål lateral flexion af columna til hø/ve (iht. standardmetode) (100%)
K - Mål intermalleolær afstanden (iht. standardmetode) (100%)
K - Mål brystekspAnsion målt ved processus xiphoideus med arme ned langs med siden (iht. standardmetode) (100%)
4 - Mål finger-gulvafstand fra længste fingerspids til gulv (iht. standardmetode) (100%)
4 - Undersøge bevægelighed i hofteled og skulderled (100%)
4 - Undersøg bevægelighed af perifere led ved fund af perifer artrit (100%)
 

 

Muskelstramhed og kontrakturer.

4 - Undersøg for stramhed i hasemuskler, m. iliopsoas, m. piriformis, tractus iliotibialis, m. pectoralis og nakkens sidebøjere (100%)

 

Funktion.

K - Patienten udfylder BASFI, som mål for funktionsevne, da BASFI anbefales anvendt som effektmål og anbefales af ASAS (?)
√ - Anvend Patient Specific Functional Scale (PSFS), som et mål/effektmål for patientens problemer med en specifik funktion (?)
4 - Udfør 6 min. gangtest (gangdistance i meter) (83%)
 
BASFI og PSFS

 

Kondition og muskelstyrke.

4 - Udfør Aastrands et-punkt test på cykel efter behov (Åstrand 86) (92%)
     Alternativt anvende en valideret submaksimal test.
√ - Anvend et mål for muskelstyrke som monitorering for udvikling i muskelstyrke over tid (?)
      F.eks. kan maksimal håndtrykskraft, benpres eller et gennemsnit af benpres og rygliggende armstræk anvendes.

 

Testbetingelser.

4 - Teste bevægeligheden uden forudgående opvarmning (92%)
4 - Test bevægelighed under samme betingelser mht. tidspunkt på dagen og før/efter træning (100%)
4 - Test udføres efter en standardiseret metode, som beskrives i denne kliniske vejledning (100%)